Velkommen til Sundfo - inspiration til et slankere og sundere liv
Alt om glykæmisk indeks (GI)
*Hvad er glykæmisk indeks?
Hvordan kan du bruge det glykæmiske
Bliv sundere med lavt glykæmisk indeks
Vinterdepressionen gør dig syg efter sukker
Af Tine Simonsen Hald, Cand. Comm. og PB i ernæring og sundhed
Når du har en vinterdepression kan du føle stor trang til sukker, men måske er det i virkeligheden sollys du mangler. En gåtur på en solskinsdag og de rigtige vitaminer og mineraler i kosten kan hjælpe dig på rette vej!
Sukker kan ganske vist forbedre dit humør, men kun i kort tid af gangen. Trangen til sukker og andre kulhydrater kan på længere sigt holde dig fanget i en ond cirkel, som det er svært at slippe ud af medmindre vinterdepressionen behandles med lysterapi eller medicin.
De fleste mennesker med en vinterdepression oplever øget appetit, med en særlig trang til fødevarer som indeholder hurtigt optagelige kulhydrater. Disse kulhydrater findes i hvidt sukker, typisk fra slik, kager og chokolade - og i stivelse f.eks. fra franskbrød.
De ændrede spisevaner kan være et af sygdommens tidligste
symptomer.
Slik påvirker hjernens kemi
Hvis du er vinterdepressiv har du et lavere indhold af stoffet serotonin i hjernen.
Manglen på serotonin har sandsynligvis en stor del af ansvaret for den nedtrykthed og træthed som er karakteristisk for vinterdepressionen.
Serotonin er et af hjernens signalstoffer. Det spiller en væsentlig rolle ved psykiske lidelser som depression, angst og aggression. Serotonin medvirker også til regulering af smertetærskel, seksualdrift, søvn og appetit.
Fødevarer som slik, kage og hvidt brød får blodets sukkerindhold til at til at stige meget og herved påvirkes hjernen til at danne mere serotonin. Hvis du er en rigtig ”sukkergris” eller elsker franskbrød, kan det altså være din krops forsøg på at genskabe serotoninbalancen i hjernen.
Sukker tager trætheden
Når dit blodsukker stiger udskilles hormonet insulin. Insulin hjælper sukkeret fra blodet ind i kroppens celler. Her bliver det forbrændt, eller oplagret til senere brug. Jo højere mængden af sukker i dit blod er, jo mere insulin frigiver kroppen.
Den normale mængde sukker i blodet ligger mellem 3 og 7 mmol/ L.
Den store mængde insulin der frigives i takt med blodsukkerstigningen, kan hjælpe din hjerne med at optage det stof den skal bruge til at danne serotonin. Det er derfor du spiser sukker når du føler dig træt og nedtrykt.
Du mærker hurtigt serotonins virkning i hjernen; du vil føle dig mindre træt, og bedre tilpas både fysisk og psykisk.
”Hurtige” kulhydrater, tak!
Der er stor forskel på hvor hurtigt og hvor meget de forskellige kulhydrater påvirker blodsukkeret. Hvis du har en vinterdepression foretrækker du som nævnt fødevarer med hurtigtvirkende kulhydrater, f.eks. sukker og hvidt brød.
De enkelte kulhydraters evne til at hæve blodsukkeret kan vurderes ved hjælp af kulhydratets glykæmiske indeks.
Det glykæmiske indeks (GI) viser hvor hurtigt en fødevares kulhydrater optages i blodet. Jo højere indeks, des hurtigere optages kulhydraterne.
Kulhydrater med højt GI er "hurtige" og giver en stor og hurtig blodsukkerstigning.
Kulhydrater med lavt GI er "langsomme" og giver en langsommere og mere jævn stigning.
I klippet ovenfor giver Tine Simonsen Hald, medindehaver af Sundfo, gode råd til dig der er vinterdepressiv og gerne vil hjælpe dig selv gennem mad og motion
5 gode råd om mad og livsstil til dig der har vinterdepression
1. Lysterapi kan bryde den onde cirkel
Mangel på lys i efteråret og vinteren har tilsyneladende en stor betydning for udviklingen af vinterdepression. Da lys fremmer dannelsen af serotonin, er lysterapi i dag en almindelig brugt behandling af sygdommen. Behandling med antidepressivt medicin som øger hjernens indhold af serotonin er også effektivt.
Når vinterdepressionen behandles vil den overdrevne trang til kulhydrater forsvinde, og det generelle velbefindende vil forbedres.
2. Naturmedicin
Nogle mennesker med vinterdepression har ikke lyst til at tage traditionelt medicin, og for andre er den medicinske behandling virkningsløs.
I de senere år er der forsket i lægeplanten perikums virkning på vinterdepression, og meget tyder på at denne urt er effektiv overfor sygdommen.
Perikum, eller Johannesurt er en vildtvoksende plante, som indeholder stoffer, der menes at forhøje hjernens indhold af serotonin. Planten ekstrakt bruges derfor mod f.eks. nedtrykthed.
3.Vitaminer og mineraler kan hjælpe
En kost med mange hurtigt optagelige kulhydrater er ofte fattig på vitaminer og mineraler. Derfor bliver der ikke plads til de fødevarer der indeholder mest af det som du har brug for hvis du gerne vil forbedre din tilstand:
Særligt vigtige er B-vitaminerne B6, B12 og folat, som f.eks. findes i kød, fisk, mælk, ost, brød og grønne grøntsager.
Vitamin D er muligvis også effektiv overfor vinterdepression, fordi dette vitamin måske kan forhøje hjernens indhold af serotonin. Kroppens vigtigste kilder til vitamin D er fed fisk og sollys.
Blandt mineralerne er bl.a. magnesium, kalcium, zink og selen vigtige. Disse mineraler findes bl.a. i kød, æg, mælk, frugt, grøntsager og grove kornprodukter.
4. Motion gør dig glad
Motion, gerne udendørs, er generelt et godt middel mod depression. Prøv at få rørt dig lidt hver dag, også selv om du egentlig ikke har lyst. En gåtur kan være med til at forbedre dit humør, og har du først vænnet kroppen til at blive rørt, bliver motionen svær at undvære.
5. Undgå sukker
Sukker gør dig mere syg, fordi sukkeret får din krop til at udskille meget insulin, og insulinet bevirker at sukkeret straks optages i kroppens celler. Derfor falder koncentrationen af sukker i blodet hurtigt og når dette sker begynder du atter at føle dig utilpas fordi du mangler serotonin. Du får lyst til at spise sukker igen, og processen gentager sig. Sukkerspisningen kan blive en ond cirkel, som det er svært at slippe ud af. Nogle forskere mener ligefrem at kroppen kan blive fysisk afhængig af sukker.
Kroppens forsøg på at opretholde serotoninniveauet i hjernen lykkes altså kun midlertidigt og sukkerspisningen er derfor ikke en holdbar løsning. Det ustabile blodsukker er ubehageligt, fordi du det ene øjeblik vil føle dig frisk og positiv og snart efter vil være træt og nedtrykt.
Udover ubehaget ved et ustabilt blodsukker, kan det overdrevne indtag af sukker og stivelse også medvirke til udvikling af sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fedme og for tidlig aldring.
Andre årsager til sukkertrang
Den ovenfor beskrevne trang til hurtigt optagelige kulhydrater kan også forekomme hos kvinder med præmenstruelt syndrom, PMS, og hos mennesker som lige er holdt op med at ryge. I begge tilfælde menes manglende serotonin at være årsag til det ændrede spisemønster.
Tilmeld dig Sundfos nyhedsbrev her
og få 3 lækre, pco-venlige opskrifter på aftensmad - helt gratis
+ en bonusopskrift på dessert
Sundfo.dk´s indhold og Sundfos mentoring og tilhørende materiale skal betragtes som vejledende og Sundfo kan derfor ikke gøres ansvarlige for de konsekvenser der kan opstå i forbindelse med kost, vægttab eller forsøg på vægttab. Indholdet på www.sundfo.dk og indholdet i vores mentoring kan ikke anvendes til diagnosticering eller behandling.
Alt indhold på www.sundfo.dk ejes af Sundfo, og må hverken kopieres, videregives eller sælges, med mindre der er givet skriftligt samtykke herom.
Sundfos privatlivspolitik: Sundfo behandler dine personoplysninger fortroligt og videregiver ikke dine oplysninger til tredjepart.